I dag står de danske landmænd over for den grønne omstilling. I slutningen af 1800-tallet måtte de også omstille landbruget, og dengang bragte det en ny stolthed til erhvervet. Men det var på lånt tid
Poul Villumsen er 13. generation på Vordegaard ved Viborg, men når han og hustruen Marianne Villumsen går på pension, vil mælkeproduktionen på gården stoppe. Foto: Jeppe Schropp.
Af Joachim Vestergård og Jeppe Schropp
Et glimt af landbrugets storhedstid kan man finde for enden af en smal, bakket grusvej ikke langt fra Viborg. I dag er udsigten over Hjarbæk Fjord sløret af tågebanker, der ligger som en dyne på vandet, og i stalden hviler gårdens omtrent 100 malkekøer sig på halm.
Poul Villumsen er knap nok trådt ud af stuehuset og ud på gruset, før han begynder at fortælle om de friser, der siden 1915 har prydet gårdens nu udtjente stalde.
Hans farfar, Otto Valdemar Villumsen, mødte den lokale maler Rasmus Christiansen på en gård ikke langt fra sin egen, hvor vi står i dag, ved Løgstrup 13 kilometer nord for Viborg.
Og som en slags fysisk manifestation af hans succes som kvægbonde fik han maleren til at smykke kvægstaldene, der omkranser gårdspladsen, med en 31 meter lang mosaik af landbrugskunst: tøjrede tyre, præmiekøer på vej til dyrskue og sunde, rene bønder i gule kornmarker.
“Ja, det var dengang, det gik rigtig godt,” siger Poul Villumsen, som er 13. og sidste nok generation på Vordegaard med kvægproduktion, fortæller han.
“Min farfar var foregangsmand, og min far holdt det, hans far havde skabt, i live. Og så er der os, ja, vi må lukke og slukke.”
Gården, som kan spores tilbage til 1500-tallet, har været vidne til landbrugets udvikling de sidste 500 år. I løbet af den tid er stavnsbåndet blevet ophævet, malkningen er mekaniseret, og leen er blevet erstattet af milliondyre mejetærskere. Og nu står Poul Villumsen og gården ved Viborg ligesom resten af dansk landbrug over for en ny omstilling, som ikke blot handler om at øge produktionen: CO2-aftrykket skal skrues ned.
Men det er ikke første gang, landbruget har skullet omstille sig. Spoler man tiden mere end 100 år tilbage, lykkedes det de danske landmænd at rejse sig ud af en dyb krise, skabe enorm økonomisk fremgang og en ny stolthed omkring erhvervet. En storhedstid, som dog var til låns.
Fra korn til kød
I et hvidt murstenshus på en villavej i Odense står en slidt legetøjshest af træ fra 1950’erne på en kommode. Og på trappens repos op til første etage troner en hvid hane af plastik.
Vi er taget på besøg hos Johs. Nørregaard Frandsen, som selv er vokset op på en gård i Sydvestjylland, deraf mellemnavnet. Men han havde dårlig ryg, så han kunne ikke overtage farens landbrug. I stedet tog han på universitetet og er siden blevet der, hvor han i en lang årrække har beskæftiget sig med landbokultur og landbrugets historie.
Spørger man ham, har danske landmænd altid været omstillingsparate. Og det bedste eksempel finder man i anden halvdel af 1800-tallet.
Dengang var de danske bønder først og fremmest kornproducenter. De mange små familiegårde rundt omkring i landet dyrkede hvede, havre, byg. Men på det tidspunkt udviklede bønder i USA, Ukraine og Rusland korn, som var af en betydeligt bedre kvalitet end det, de danske landmænd kunne avle, og som kunne fragtes med damplokomotiver og -skibe. Og de gjorde det i så stor skala, at prisen var langt lavere end det danske korn.
“De danske landmænd blev simpelthen udkonkurreret, og det endte med, at de kunne gøre én af to ting: Enten kunne de lægge deres landbrug i graven, eller så kunne de forsøge at producere noget andet,” siger Johs. Nørregaard Frandsen, som betegner det som en kolossal krise.
De danske landmænd valgte det sidste og satsede på at skrue op for husdyrproduktionen med særligt fokus på svin og kvæg. For i den anden ende var England, som var villig til at betale for at få importeret smør, mælk og ikke mindst bacon fra Danmark. Og så gik det ellers hurtigt.
Johs. Nørregaard Frandsen arbejdede som ung i landbruget, før han i 1970’erne besluttede at studere på universitet. Dengang flyttede mange af landbrugets børn til byerne for at arbejde eller studere. Foto: Jeppe Schropp.
I 1880 var der ikke et eneste andelsmejeri i Danmark, men i 1914 var tallet på landsplan steget til 1168. Samtidig steg den samlede produktion af svin fra godt 500.000 i 1881 til knap 1,5 million i 1903 ifølge tidligere overvismand og professor emeritus i økonomi på Københavns Universitet Niels Kærgård. Et tal, som siden blev mangedoblet.
Det betød også, at landbrugets samfundsøkonomiske betydning i de år bare blev større og større. Så stor, at Niels Kærgård har kaldt omstillingen antagelig den største succes i dansk erhvervslivs historie.
Men succesen kom ikke af sig selv, og man måtte knokle ude på gårdene, hvor levevilkårene for især landmændenes tjenestefolk, tyendet, ikke var glorværdige.
“Per kom frem i Stalddøren, men han havde ikke gået to Skridt, før han kasted op, så det knaged i Sidebenene. Sveden pressed sig frem af hans Pande, og han kunne knap se sine egne Fødder for Svimmelhed.
‘A er syg!’ sa Per med lav Stemme til Husbonden, der stod og snitted en Hæl til ude ved Møddingen.
‘Å er du ett Fanden!’ sa Bertel. Tykkes du måskesig, du kan være bekendt at melde dig syg den her Tid Dags, hvor alle Høvderne står og skal flyttes.’”
Da forfatter Jeppe Aakjær, som ligesom en stor del af befolkningen i anden halvdel af 1800-tallet var vokset op på en gård, udgav de linjer og bogen “Vredens børn” (1904) blev en debat om vilkårene i landbruget tændt, og en enorm vrede bredte sig blandt bønderne.
Beskrivelserne af arbejdsforholdene under de danske storbønder, som romanens Bertel Nørgaard blev ansigtet på, var med til, at Rigsdagen nedsatte en såkaldt tyendekommission, og i sidste ende blev tyendeloven, som blandt andet gav bonden revselsesret, ophævet i 1921.
Bønder, forén jer!
Den anden del af omstillingen gik ud på at pulje de danske landmænds varer sammen. Og det skete ved at organisere sig i andelsforeninger rundt omkring i landet.
“Man skal helst ikke pointere det over for landmændene, men idégrundlaget var faktisk socialistisk,” siger Johs. Nørregaard Frandsen og smågriner. Han påpeger, at idéen om selvejet var en stor del af selvforståelsen blandt de danske landmænd.
Men i 1880’erne og årtierne efter dukkede andelsmejerier- og slagterier op i hundredvis i forskellige egne af landbrugsdanmark, og i andelsforeningerne blev eksportvarerne samlet under ét.
“Samtidig var det altså vigtigt for bønderne at holde fast i selvejet, da man lavede omstillingen, for det var helt grundlæggende i landbokulturen. Gården var det samme som ens familie, og det var herfra, deres verden gik. Så landmændene var villige til at slås for den,” siger han og tilføjer:
“I modsætning til Sovjetunionen, hvor bønder blev tvunget ind i fællesskaberne.”
Egentlig var det lidt ironisk, samarbejdsvilligheden. For landmanden konkurrerede jo mod ham på den anden side af læhegnet om at sælge den bedste mælk, og gerne meget af den.
“Det strider imod noget fundamentalt i landmændenes forståelse af sig selv, nemlig at de er selvejere, der nok skal klare sig på egen hånd. Og den opfattelse var de også stolte af,” siger Ove Korsgaard, som er professor emeritus på Aarhus Universitet og tidligere højskoleforstander, og som har beskæftiget sig med blandt andet landbokultur.
På det tidspunkt husede Vordegaard ved Viborg både grise og køer, og på marken dyrkede gårdens ansatte korn, som blev fragtet til deres respektive andelsforeninger.
Poul Villumsens farfar, Otto Valdemar Villumsen, som blev født i 1877, var først og fremmest malkebonde. Og han fulgte med udviklingen af landbruget i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Så besætningen af køer blev større, i takt med at efterspørgslen efter dansk mælk steg. På gården var der 22-23 malkekøer, som blev passet og malket morgen og aften af Otto Valdemar Villumsen og gårdskarlene.
Udover at det var en økonomisk sejr for det danske landbrug at specialisere sig i især produktionen af svin og mælk, var det samtidig med til at styrke fortællingen om landmanden som en driftig, innovativ og fremadskuende bidragsyder til samfundet, mener Johs. Nørregaard Frandsen.
“Avlsarbejdet fremviste man på dyrskuerne, som var mødet mellem land og by. Det var meningen, at folk skulle se, hvor dygtige de danske landmænd var. Det har været en iscenesættelse af, hvad dansk landbrug kunne, og hvad de var lykkedes med. Og det bidrog til narrativet om, at landbruget var noget helt særligt, både i landmændenes egen selvforståelse, men også i befolkningens opfattelse af landbruget,” siger han.
Friserne på Vordegaard ved Viborg var slidt så meget ned, at det ville koste et millionbeløb at restaurere dem. I stedet blev de gamle motiver malet op på plader, som nu er monteret på de gamle friser. Foto: Jeppe Schropp.
Fremavlen af det særlige danske svin, dansk landrace, og kvæg havde altså ikke kun en pengemæssig gevinst for både landmænd og resten af befolkningen. Dyrene og svine- og kvægbøndernes produktion fik en symbolsk værdi, forklarer Johs. Nørregaard Frandsen.
Og da forstander på Dalum Landbrugsskole i Odense Thomas Madsen-Mygdal skulle tale til Det kgl. danske Landhusholdningsselskab den 31. marts 1909 var det med bevingede ord.
“Det danske Landbrug har i de sidste 20-30 Aar gennem gaaet en meget rig Udvikling paa snart sagt alle Omraader, og der findes næppe i vor landbrugshistorie noget tilsvarende Tidsrum (Tiden efter Landboreformernes Gennemførelse dog maaske undtaget), hvor Omvæltninger af en saa indgribende Natur have kunnet gennemføres,” sagde Venstre-manden, som senere skulle blive Danmarks statsminister.
“Landbruget blev en afgørende samfundsklasse, som fik både en vægtig stemme i politik og kulturlivet,” siger Ove Korsgaard.
Ifølge både Johs. Nørregaard Frandsen og Ove Korsgaard var en række tilfælde skyld i, at omstilling så også blev en enorm succes. For det første var det belejligt for de danske landmænd, at købekraften fra især England var så stor, som den var. Og for det andet skete der teknologiske fremskridt som for eksempel centrifugen, der gjorde det muligt at producere smør.
Men en del af forklaringen kan tilskrives N.F.S. Grundtvig og højskolebevægelsen, som spirede rundt omkring i landet i anden halvdel af 1800-tallet, mener de to forskere.
Flere landmandssønner fik et ophold på højskole, og det gjorde groft sagt to ting: Idéen om den enkelte skulle bidrage til et fællesskab blev næret, og så blev de intellektuelt fodret med litteratur og filosofi, som gjorde dem både fagligt og åndeligt “vågne”, forklarer Johs. Nørregaard Frandsen.
“Højskolebevægelsen fik på den måde en betydning for den mentalitetsændring, der skulle til, for at landbruget kunne overleve. Nemlig at det ikke nyttede at gøre, som man plejede, men at det var nødvendigt at omtænke måden at dyrke landbrug på,” siger professor emeritus Ove Korsgaard.
“Folkeoplysningen var en af grundene til, at landmændene på det tidspunkt formåede mere end deres fædre,” siger Johs. Nørregaard Frandsen og påpeger, at mange landmænd også engagerede sig politisk og demokratisk, det være sig i sognet, i det lokale forsamlingshus eller i landspolitik.
Poul Villumsens farfar var også vokset op i højskolens ånd. Godt nok var hans politiske tilhørsforhold et andet end de fleste andre bønders. Flere af dem blev tilhængere af Radikale Venstre, og det samme gjorde farfaren, fortæller Poul Villumsen og understreger, at “uha, det er vi i hvert fald ikke”. Men det ændrede ikke på, at Otto Valdemar Villumsen blandt egnens borgere var en respekteret landmand, som, i hvert fald ifølge hans efterfølgere, var fremsynet.
På væggene over de to sorte sofaer i stuen hænger fem malerier af Rasmus Christiansen. Alle med samme motiv: sortbrogede køer på græsenge. Og som en slags talisman hænger en guldmalet afstøbning af Otto Valdemar Villumsen over døren ind til stuen.
Det bedste bevis på farfarens store bedrifter, siger Poul Villumsen, er nok den tonstunge mindesten i haven på Vordegaard, der blev rejst i hans ære af familie og venner året efter hans død i 1932.
Stenen hviler på en lille høj, og da Poul og Marianne Villumsen trasker ned mod den, står en flok rådyr og tygger græs på en af landmandsparrets marker, som munder ud i fjorden.
“Tag lige og kig, hvad der står på stenen,” siger Poul Villumsen, som er trukket i læderstøvler og en sort, quiltet termojakke. Tommelfingrene er i buksernes forlommer.
“Foregangsmand for jydsk landbrug, jydsk kvægopdræt og for jydsk havebrug,” står indhugget i stenen. Og under det farfarens valgsprog:
“Altid fremad, altid på vej.”
“Sådan en slæber man ikke så langt, medmindre man mener det,” siger Poul Villumsen tørt.
På vejen tilbage går vi forbi gårdspladsen. Det var ikke ufarligt at arbejde i landbruget, og man kunne ikke altid regne med, at dyrene ville føje sig.
“Det var lige under den røde port derover, at han døde,’’ fortæller Poul Villumsen om sin farfar, “eller han døde i sin seng”, retter han hurtigt sig selv. Han fortæller, at der under porten var tre massive båse i egetømmer. Dér stod egnens tyr, andelstyren, som Poul Villumsen kalder den. Andre lokale landmænds kvier aflagde også visit på Vordegaard, når de var i brunst, fordi det var her, at der var flest dyr.
“Og en dag summede det i hovedet på tyren. Den tog min bedstefar, stangede ham i mellemgulvet og løftede ham fra jorden,’’ fortæller Poul Villumsen og holder en kort pause.
“Men det var ikke det, der tog livet af ham.”
Han var egentlig kommet sig over slaget, men lungebetændelsen. Det var den, der slog ham ihjel. Hustruen, Dorthea Marie Villumsen drev gården videre indtil 1956. Nu gjaldt det næste generation, Pouls Villumsens far, Olaf Villumsen.
Forretningsmænd på traktorer
Mellem kronjyske marker, som i dag er badet i dis, ligger Det Grønne Museum side om side med herregården Gammel Estrup, som kan spores tilbage til 1490.
“Den står lige herinde,” siger Anette Stavensø Møller, som er museumsinspektør og antropolog, og låser døren til et af museets udstillinger op.
Den lille musegrå Ferguson er parkeret mellem en mejetærsker og beholdere af mærkerne Nortron og Treflan, nogle af de pesticider, som især blev spredt på markerne i 1960’erne.
I tiden efter krigen tog dansk landbrug et teknologisk kvantespring, som var epokegørende for det nutidens landbrug, og som begyndte med Marshallhjælpen, der skulle hjælpe med at genopbygge det krigshærgede Europa. En økonomisk håndsrækning, som også kom til gavn for de danske bønder.
“Man skal ikke underkende den betydning, Ferguson-traktoren havde. Den blev symbolet på en ny epoke i dansk landbrug, som også kastede landmændene ud i en konkurrence, der havde mange ofre,” siger Anette Stavensø Møller.
Lykkedagene var ikke forbeholdt landbruget, for i samme periode fik resten af samfundet en velstandsstigning. Men det var også det, som var med til at sætte landmændene under pres. Industrivirksomhederne var i vækst, og der dukkede flere op i landets mellemstore byer. De højere lønninger på kontoret eller fabriksgulvet var med til at trække arbejdskraft, og i landbruget overgik de enkelte landmænd gradvist til at specialisere sig i én bestemt vare.
“Man blev groft sagt enten kvægbonde eller svineproducent. Der blev intensiveret, og det gik lynende stærkt,’’ siger Johs. Nørregaard Frandsen.
På knap 20 år efter krigen faldt antallet af heste i Danmark fra 653.000 til 100.000. Det frigjorde en hel del areal, og gav blandt andet plads til store svineproduktioner i landskabet. Meget i dansk landbrug blev større, der kom mere landbrugsrådgivning, som hjalp landmændene maksimere udbyttet, maskinerne blev mangedoblet, og landmændene blev færre og opkøbte flere gårde.
“Det forandrede landbruget totalt. Min fødegård har ædt 12 eller 13 gårde i området omkring den,’’ siger Johs Nørregaard Frandsen.
Flere søgte mod virksomheder som for eksempel Grundfos ikke langt fra Vordegaard, og flere børn af landbruget søgte mod byerne, hvilket betød, at de selvejende familielandbrug så småt begyndte at smuldre, forklarer tidligere overvismand Niels Kærgård.
“De små landbrug kunne ikke konkurrere med de store bønder, som opkøbte mere og mere jord, og som havde pengene til at installere ny teknologi og kunne udnytte de store maskiner. Så nogle måtte give op,” siger han.
Udvikling i dansk landbrug (faktaboks)
I 1860 var 52 procent af arbejdsstyrken beskæftiget i landbruget. I 1950 var tallet faldet til 23 procent.
I 1968 opdrættede 74,5 procent af de danske landmænd både kvæg og svin. I 1980 var tallet faldet til 33,3 procent.
Kilde: Danmarks Statistik og Niels Kærgård, tidligere overvismand og professor emeritus på Københavns Universitet.
Kannibalisme. Sådan betegner Jan Holm Ingemann, som er lektor i landbrugsøkonomi på Aalborg Universitet, udviklingen, hvor de kapitalstærke gårdejere opkøbte stadig mere jord og flere husdyrproduktioner.
Ændringen af landbrugets struktur og driftsmønstre havde den konsekvens, at tvangsauktioner og opkøb af større bedrifter blev mere hyppige. Og “nej”, lyder svaret fra Anette Stavensø Møller. Det var ikke det samme for en landmand at miste sin gård, som det var for eksempelvis en fabriksarbejder at blive fyret.
“For ham var det ikke kun et job. Gården var stadigvæk hans centrum, for både hans arbejdsliv og hans privatliv, og for hvem han var. Så i det øjeblik, han mistede gården, var han en kæmpe fiasko, og han havde ikke haft succes med at kunne køre det videre. Det var et identitetstab, så hvad skulle han nu stille op?,’’ siger hun.
Hun fortæller, at der sågar var eksempler på landmænd, der skyldte “Gud og hver mand i byen’’ store pengebeløb og endte i gæld til halsen på grund af deres villighed til at gå til verdens ende for deres gård.
“Det var et sort hul, og dér led stoltheden for alvor et knæk,’’ siger hun.
“For de landmænd, som måtte sælge slægtsgården, har det været en enorm identitetskrise. Generationerne før dem har overlevet kriser, og måske har de endda klaret sig rigtig godt. Så det har været et kæmpestort nederlag for dem, at det lige var dem, som skulle bryde arven,” siger Anette Stavensø Møller, museumsdirektør på Det Grønne Museum. Foto: Jeppe Schropp.
På vej over i kostalden stopper Poul Villumsen op, den ene hånd er i lommen, og med den anden peger han på en blankmalet sort plov i indkørslen.
“Den plov dér. Min farfar var en af de allerførste, der fik sådan en,’’ fortæller han med et løftet øjenbryn.
På Vordegaard har forgængerne måske også været lidt mere visionære og fremsynede, nikker ægteparret til hinanden.
“Min far fik en mejetærsker i 1958, som var hele fire fod,” siger han ironisk og slår en latter op.
“Men det var altså rigtig stort dengang.”
Nabogården havde fået en husstandsvindmølle til at trække en tærskemaskine, der skulle skille kernen fra strået. På den måde hjalp man hinanden. Ligesom så mange andre i landbruget begyndte bønderne på Vordegaard at fokusere på én type produktion, nemlig de sortbrogede malkekøer. Så da Poul Villumsens far overtog gården, fordoblede han antallet af kvæg.
Da mekaniseringen, specialiseringen og intensiveringen tog fart fra 1950’erne var selvforståelsen blandt landmænd intakt. Opfattelsen var, at de endnu var vigtige bidragsydere til kulturlivet, og at de var en af grundene til, at velstanden blandt danskerne steg. Og sådan var synet på dem også, mener Johs. Nørregaard Frandsen.
“De producerede jo det, befolkningen spiste, og så var landmændene deres forældre. Børnebøgerne fra 1950’erne handler blandt andet om, at lille Betina skal hjem til jul hos sin bedstemor og bedstefar ude på landet,” siger han med tryk på de sidste tre ord.
Ifølge den tidligere professor levede stoltheden omkring håndværket og erhvervet stadig. Og det blev ikke nødvendigvis betragtet som nogen stor fare, at flere sagde farvel til landbruget.
“Mange landmænd havde dengang en opfattelse af, at det rigtige var at blive i landbruget og holde liv i slægtsgården. Nogle af dem havde også en idé om, at de, der tog arbejde i industrivirksomhederne, gjorde det, fordi de ikke magtede landbrugslivsstilen – at de måske ikke var dygtige nok,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.
Men pludselig var landmændene et mindretal. Fra 1950 til 1975 faldt landbrugets andel af arbejdsstyrken fra 23 procent til 9 procent.
Et vigtigt skifte, påpeger Jan Holm Ingemann fra Aalborg Universitet, var, at det daværende EF introducerede en landbrugsstøtte i 1962, som de danske landmænd kunne nyde godt af, da Danmark blev medlem af det europæiske fællesskab i 1973. Et skifte, han kalder en social trap.
Landbrugsstøtten blev nemlig givet ud fra størrelsen på produktionen og ikke på baggrund af, hvordan produktionen blev drevet. På den måde har den virket som en ond spiral, hvor bønderne har været tvunget til at skrue produktionen op, hvis de skulle kunne følge med.
“Landbruget endte i en samfundsmæssig fælde, for når den enkelte landmand, og det gælder i endnu højere grad i dag, kigger på sit driftsregnskab og fraregner landbrugsstøtten, så ser det ud, som om det er umuligt at få det til at hænge sammen,” siger han.
Og det er måske det værste, der er sket for dansk landbrug, lyder det fra Johs. Nørregaard Frandsen, som mener, at det også har været med til at knægte selvforståelsen blandt landmændene.
“I virkeligheden er det et angreb på grundtanken om, at landmændene er selvejere – at de klarer sig selv, og at de kan drive udviklingen, og ja, omstillingen, frem af sig selv. Landbrugets hovedtese var, og den forsøger de stadig at holde fast i: Vi klarer os selv. Men det gjorde de jo ikke,” siger han.
Døde hummere og miljøsvin
Den 11. oktober 1986 holdt Danmarks Naturfredningsforening dets halvårlige repræsentantskabsmøde. Alle medlemmer var samlet i dagene efter en øjenåbnende sag om forurening af vandmiljøet. Omtrent 500 kvadratkilometer af Kattegat var blevet fundet dødt, og Danmarks Naturfredningsforening gav dansk landbrug skylden.
TV-Avisen på Danmarks Radio havde få dage forinden bragt en historie om seks døde hummere, som var fundet i Kattegat fra havnen i Gilleleje. Debatten havde nu for alvor rodfæstet sig i både mediernes og politikernes dagsorden. Senere viste det sig, at der var langt flere døde hummere, end man først antog. Også den daværende formand for Danmarks Fiskeriforening, Villy Hansen, skød skylden på landbruget. Han krævede nye miljøkrav til udledningen af blandt andet kvælstof.
“Hvis ikke forureningen fra især landbruget stopper, så vil der om kort tid slet ikke være flere fisk tilbage i vore farvande,’’ fortalte han dengang til Berlingske Tidende.
De næste par uger havde TV-Avisen flere end 20 indslag om sagen. Ifølge både Johs. Nørregaard Frandsen og Anette Stavensø Møller, var det skandaler som den, der for alvor splittede land og by. Folkestemningen var vendt, og landbruget stod ikke i noget godt lys.
“Landbruget var ikke længere det søde, rare sted med bedstemor og bedstefar, der havde en Norbak-hest gående. Nu var opfattelsen generelt set, at landmændene var nogle miljøsvin,’’ siger Johs Nørregaard Frandsen.
Debatten endte med en lovgivning i 1987. En vandmiljøplan, der skulle reducere mængden af kvælstofudvaskning. Den kostede 12 milliarder kroner, næsten fire gange så meget som den plan, regeringen et par år forinden havde ment var for dyr. Og for første gang nogensinde var miljøet nu en del af midten i dansk politik. Landbruget blev den store synder.
“Og landbruget var med til at skabe problemer for sig selv. Det, som gjorde dem i stand til at producere mere, var kunstgødning og pesticider og et maskineri, som krævede en masse energi. Og så importerede man soja fra især Sydamerika i enorme mængder. Alt det har været med til at belaste miljøet og klimaet,” siger Jan Holm Ingemann fra Aalborg Universitet.
Indtil da havde myndigheder og politikere måske ikke blandet sig så meget i, hvad landmændene gjorde på sit landbrug, men skandalerne betød, at der kom flere miljøkrav, og det fik landmændene til at stejle.
Den åbenlyse forklaring er, at det gjorde det sværere for dem at dyrke deres marker, og at det kostede dem i kroner og ører, men ifølge Anette Stavensø skal en del af forklaring findes i landmandens identitet.
“Idéen om, at den enkelte bestemmer over sit eget landbrug, fyldte stadig enormt meget blandt landmændene på det tidspunkt. Det hænger sammen med den stolthed, landmanden havde til sit håndværk: Der er ingen, og i hvert fald ikke nogen i jakkesæt, som skal komme og fortælle mig, hvordan jeg skal drive mit landbrug,” siger hun.
Det samme peger professor emeritus Johs. Nørregaard Frandsen på.
“Landmændene så sig selv som nogle, der knoklede ualmindeligt meget, samtidig med at de blev udsat for et enormt økonomisk pres. Det i sig selv er slemt nok. Men de så pludselig et samfund uden for landbruget, som ikke længere ville dem. Fra da af stoppede samtalen mellem landbruget og resten af samfundet,” siger han.
Der blev bygget en forestilling blandt landmændene om, at det ikke nytter noget at tale sammen med dem uden for landbruget, fordi de ikke forstår det. Det var selvrespekten, som bristede, samtidig med at der ophobedes en vrede mod det, der for landmændene at se var en uforstående offentlighed, som ikke ville dem det godt, forklarer Johs. Nørregaard Frandsen.
“Der opstod en voksende naturbevidsthed i befolkningen, men den opfattede mange landmænd som noget, der var vendt mod dem: Det er os, der har ødelagt alting. Så det var et tab af selvrespekt, men også en kile ned mellem landbruget og det øvrige samfund,” siger han.
Selvom folkestemningen fik nogle af landmændene til reagere med modstand, så man en ny bølge og en ny omlægning, nemlig de økologiske landbrug op gennem 1980’erne. Men ifølge Johs. Nørregaard Frandsen var de dengang ikke accepteret i landbruget.
Det samme mener professor og leder af center for landdistriktsforskning, Egon Noe.
“Nogle oplevede at blive ekskluderet af det gode selskab, hvis man lagde om til økologi, fordi det blev opfattet som en kritik af det konventionelle landbrug.’’
Da Ø-mærket blev lanceret i 1993, og dagligvarebutikkerne begyndte at sælge økologiske fødevarer, så nogle landmænd det som en mulighed for at omlægge. I 2020 havde omkring 741 ud af cirka 7.500 landmænd omlagt deres heltidsbedrifter til økologisk produktion.
Den stolte slægts endeligt
“Alt det skidt og møg med klima og miljø, meget af det er useriøst,’’ siger Poul Villumsen og laver et lille vift med armen. Ned til fjorden har de 45-50 hektar jord, som ikke længere må bruges.
“Vi må ikke sprede gødning, gylle eller pløje marken. Der begynder lige så stille at springe en sivskov. Om 20 år er jeg sikker på, at det hele er siv, men vores dyr kan ikke gå på sådan noget. Det kan dyr ikke leve af. Det er hjernedødt. Alt det, vi har haft og avlet, har vi ikke længere,’’ siger Poul Villumsen.
Poul og Marianne Villumsen trasker ned ad gangen, hvor de omtrent 100 sortbrogede køer står og tygger foder. Én snuser til Poul Villumsens bukseben, men han ænser det ikke. Med sin fod skubber Marianne Villumsen noget restfoder længere ind mod en af køerne, så den lange tunge kan få det sidste skrabet ind. De regner med, at deres ældste datter, som er ved at færdiggøre sin uddannelse som jurist, skal overtage grunden i fremtiden. Men det bliver uden en mælkeproduktion.
“Om gården er æ egns stolthed? Puha, nej det må du ikke skrive,’’ siger Poul Villumsen med et grin. Marianne Villumsen griner med og tilføjer:
“Pouls farfar gjorde rigtig meget for det her sted, da han levede, og Pouls far og mor har gjort meget for at fortsætte i den ånd,’’ siger hun. Med korslagte arme siger Poul Villumsen: “Og vi andre er så lidt bagefter’’.
“Det rammer mig selvfølgelig økonomisk at stoppe kvægproduktionen, men i høj grad også følelsesmæssigt,” siger han og tager en dyb indånding.
“Men vi har affundet os med, at det her stopper, for det kan ikke længere hænge sammen. Folk vil åbenbart noget andet med landbruget.’’
Ifølge Poul Villumsen blev der på hans farfars tid talt om, om ikke landmanden skulle involvere sig i landspolitik. Stenen her blev rejst til minde om Otto Valdemar Villumsen i 1933, året efter hans død. Foto: Jeppe Schropp.
“Landmændene har en følelse af at være korsfæstet”
Frivillighed er ikke nok, når det danske landbrug skal omstilles, men klimakrav har fået landmænd til at slå sig i tøjret. For dem er det også et spørgsmål om identitet
Planen er, at Jakob Nielsen skal overtage svineproduktionen Vintengård ved Horsens, når hans far går på pension. Foto: Jeppe Schropp.
Af Joachim Vestergård og Jeppe Schropp
Slaget er tabt. Landmændene har måttet sande, at en CO2-afgift er på vej, om de vil det eller ej.
Først var det Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning i november måtte fortælle, at flertallet i Folketinget er imod dem. Og kort tid efter var det så landbrugsorganisationens egen formand Søren Søndergaard, der sagde, at en CO2-afgift er uklog, men at der altså ikke er nogen vej udenom.
Snakken om at påføre landbruget en CO2-afgift har vakt vrede blandt landmændene, og nogle har endda talt om bondeoprør, som man har set det i Holland.
En CO2-afgift på det niveau, som de økonomiske vismænd har foreslået, vil unægteligt betyde, at medarbejdere i landbruget vil blive fyret, og det vil betyde, at nogle landmænd må dreje nøglen om, forklarer miljøøkonomisk vismand og professor på Københavns Universitet Lars Gårn Hansen.
Mere præcist vil omtrent 25 procent af arbejdspladserne i landbruget forsvinde, og med den samme procent vil den animalske produktion blive reduceret, hvis afgiften ender på de foreslåede 1100 kroner per tons.
“Så det er jo ikke så underligt, at nogle landmænd er bekymrede,” siger Lars Gårn Hansen.
Med hvad er der egentligt på spil for landmændene, og vil de overhovedet den grønne omstilling? De spørgsmål kan man måske finde svar på til årets kødkvægsskue i Herning og på en svinegård lidt udenfor Horsens.
Samfundets dark horse
En mand med sixpence trasker af sted i hallen i Messecenter Herning med et skilt under armen. “KORTHORN”, står skrevet med fede bogstaver. Ud af en dør træder et ungt par hånd i hånd, manden er klædt i beige overalls og kvinden i mørkegrønt regntøj.
Gæsterne til årets kødkvægsskue, som holdes i forbindelse med Nordeuropas største landbrugsmesse, Agromek, dukker så småt op med langsomme skridt og hænder i bukselommer. De fleste er klædt i sort eller mørkeblåt, og blandt mange er uniformen tætsiddende lyseblå cowboybukser, mørkebrune chelsea-støvler og dynejakke- eller vest.
Fem minutter før showtime bliver lyset i hallen dæmpet, og tonerne af popsangeren Tobias Rahim slukket. I midten af hallen er et firkantet areal afspærret af hegn, og på gulvet ligger et lag af savsmuld. I luften hænger en sødlig lugt af kostald.
En mand i blå cowboybukser, mørkeblå polo og en grålig blazer i velour griber mikrofonen, over ham hænger et dannebrogsflag fra loftet.
“Os med kødkvæg bliver stadig hængt ud, men vi kan ikke undværes, det ved vi,” lyder det fra manden med mikrofonen.
“Lige nu sker der en masse med CO2-afgifter, men vi håber selvfølgelig, at de blå får indflydelse på det.”
Så er scenen ligesom sat. Spørger man formanden for Dansk Kødkvæg, Per Lynge Laursen, ham, der skød skuet i gang, er grøn omstilling og den kommende CO2-afgift et varmt emne blandt medlemmerne.
“De tager dybt afstand fra den. Men nu er det engang, sådan det bliver, og så er det bedre at sidde med ved forhandlingsbordet end helt at melde sig ud,” siger han, som driver landbrug på deltid, og som også har en plads i byrådet i Mariagerfjord Kommune for Venstre.
Ligesom mange andre landmænd mener han, at landmændene allerede er i gang. At den grønne omstilling faktisk fylder blandt de omtrent 7500 selvejende landmænd rundt omkring i landet. Men det er altså ikke nok, og det går for langsomt, lyder kritikken fra flere sider.
“Det er jo ikke noget, man bare lige gør over en nat, men det er der måske ikke så mange, der forstår. Og det er måske derfor, at landbruget er blevet dark horse i hele klimadebatten,” siger Per Lynge Laursen.
På årets kødkvægsskue i Messecenter Herning dystede 14 forskellige racer. Dagen før gjaldt det malkekvæg. Foto: Jeppe Schropp.
I dag står landbruget for omtrent 23 procent af Danmarks samlede drivhusgasudledninger, og det tal forventes ifølge Energistyrelsens fremskrivninger at stige til cirka 31 procent i 2035. Især husdyrproduktionen har en god del af ansvaret for udledningerne, blandt andet fordi gylle og køers fordøjelsesproces udleder store mængder metan og lattergas.
Landbrugets samfundsøkonomiske betydning er ikke den samme som i midten af 1900-tallet, da erhvervet talte omtrent 200.000 selvejende landmænd. I dag står landbruget for 2 til 3 procent af Danmarks samlede bnp.
Derfor mener folk som Lars Gårn Hansen, at der er god grund til at skære i produktionen af husdyr og forsøge at sætte skub i den grønne omstilling af landbruget ved hjælp af en afgift.
“Vores beregninger har vist, at omkostningerne vil være fire milliarder kroner om året, og er det meget eller lidt? De viste også, at hvis man friholder landbruget fra en afgift, vil det komme til at koste samfundet 12 milliarder kroner om året, fordi reduktionerne så skal findes i andre sektorer,” siger han.
Men ikke alle forskere mener, at en reduktion i produktionen af kvæg og svin nødvendigvis er vejen frem. Ifølge Jørgen E. Olesen, professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, skal man i stedet investere i teknologi og forskning i landbruget.
“Skruer man ned for fødevareproduktionen, vil udledningerne selvfølgelig falde. Men vi har stadig brug for at producere fødevarer, fordi vi bliver flere på kloden. Så vores fokus skal være på at skabe en produktion, som belaster klimaet mindre,” siger han.
Hvis målet om at reducere udledningerne herhjemme med 70 procent i 2030 i forhold til 1990 og nå klimaneutralitet i 2050, skal der fart på. Ifølge Jørgen E. Olesen kigger Danmark ind i en fremtid, hvor der i landbruget skal “meget radikale” tiltag og milliardinvesteringer til.
Landbrugsstøtten (faktaboks)
EU’s nye fælles landbrugspolitik træder i kraft i starten af 2023 og giver de danske landmænd cirka 4,8 milliarder kroner i direkte landbrugsstøtte.
Udover det kan landmændene samlet set søge 800 millioner under bio-ordninger og 1,2 milliarder kroner i projektstøtteordninger.
Landbrugets driftsresultat efter ejerløn var i 2021 tæt på 8 milliarder kroner. Det vil sige, at størstedelen af landmændenes indkomst kommer fra EU’s landbrugsstøtte.
Kilder: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Seges.
Politikere på gårdbesøg
På Vintengård cirka 70 kilometer sydvest for kødkvægsskuet i Herning spekulerer svinebonden Henrik Nielsen også over, hvad der nu skal ske, hvis de bliver pålagt en CO2-afgift.
Klokken er lidt i 9, og i stuehusets køkken står hans søn, Jakob Nielsen, den næste generation, og skærer rugbrød på et skærebræt i træ formet som en gris. Tre timer inde i arbejdsdagen er det tid til en pause. Gårdens tre ansatte sidder også med ved spisebordet, som er dækket op med leverpostej, frikadeller og spegepølse.
I løbet af valgkampen inviterede Henrik Nielsen folketingskandidater fra hele det politiske spektrum på besøg på gården lidt udenfor Horsens i et forsøg på at sætte dem ind i hans situation.
“Min hustru, Karin, siger en gang imellem, at der hele tiden er nogen efter os og den måde, vi gør tingene på. Selv når vi forsøger at gøre noget godt, er der alligevel nogen, der peger fingre ad os,” siger han.
“Jeg tror, mange er nødt til at komme ud i stalden for at se og høre, hvad det drejer sig om.”
Så det gør vi.
Jakob Nielsen trækker i blå overalls og hvide gummistøvler, som dyppes i lyserødt desinfektionsmiddel, inden han træder ind i den første stald, som er fyldt af omtrent 400 hylende søer. Lugten af ammoniak er tung og river i næseborene.
Den gylle, svinene producerer, er en af de store hovedpiner, når det gælder drivhusgasledninger. Tidligere slusede de på gården ved Horsens gylle ud hver femte uge, men det har de ændret på grund af den brede politiske aftale fra oktober 2021, som skulle skubbe på for at nedbringe blandt andet udledningen af metan.
Det hele handler om at effektivisere, forklarer den 30-årige landmand, som er ansat som driftsleder på gården. Der skal så meget som muligt ud af hver enkelt gris, og intet foder skal gå til spilde.
“I den forstand hænger det jo sammen med klimadagsordenen. Vi har jo ikke i sig selv et ønske om at bruge enorme mængder af foder og energi. Det tjener man ikke penge på,” siger han og fortæller, at han tit går en tur i staldene om aftenen for at tjekke, om alt er, som det skal være.
Jakob Nielsen (th.) havde egentlig ikke tænkt, at han skulle være landmand, men sådan blev det alligevel. Nu arbejder han som driftsleder på farens gård og bor få hundrede meter fra sine forældre. Fotos: Jeppe Schropp.
Efter en rundtur i staldene sætter Jakob Nielsen sig ind i en sort varevogn og kører ad en grusvej. Få hundrede meter senere ankommer vi til Vintengårds anden labyrint af svinestalde.
Henrik Nielsen er klædt i blå kedeldragt og tager tunge skridt ned ad gangen. I båse til højre og venstre myldrer grise i flokke. Når han stopper op, gør grisene det samme og retter blikket mod ham.
Han forklarer, at de har gjort en række ting for at spare på pengene, og tilfældigvis har det også været ting, som har sparet på klimabelastningen. Men de store omstillinger er knap så nemme at gennemføre, fortæller Henrik Nielsen og peger ned på gyllerenden.
“Vi har da tænkt på at udnytte varmen fra gyllen ved at lægge slanger ned under gulvet og på den måde skabe mere gulvvarme. Problemet er bare, at det er for dyrt at omlægge. Skulle vi gøre det, kræver det, at vi river hele fundamentet op, og det kan simpelthen ikke betale sig. Men det var sket, hvis stalden var blevet bygget i dag,’’ lyder det fra svineproducenten, der kommer i tanke om et andet tiltag: “Vi har da i det mindste skiftet lamperne ud med LED.’’
Henriks telefon ringer, og op af brystlommen hiver han en lyserød lynlåspose fra Ikea, som beskytter mobiltelefonen.
“Det er jo en del af hverdagen,’’ siger han med et lille smil og tager telefonen op til øret.
Tidligere på dagen havde Vintengård solgt 400 smågrise til nabogården, hvor de skal fedes op inden slagtning. Inde i den nu tomme grisestald er antallet af smågrise skrevet i støvet fra foderet på båsene. 19 grise i den ene, 21 grise i den anden.
Henrik Nielsen har haft gården i 27 år, og på de år har han fordoblet produktionen fra 300 til 600 søer. Hele snakken om klima var nærmest ikke noget, han tænkte på dengang, men der er ingen tvivl om, at det er begyndt at fylde mere de seneste fem år. Han fortæller, at de har prøvet at sænke foderforbruget, samtidig med at de har øget tilvæksten.
Og det er den vej, det generelt er gået for det danske landbrug. I 2021 blev der ifølge Danmarks Statistik slagtet omtrent 18,5 millioner svin herhjemme og i alt eksporteret 33 millioner svin, som er et samlet tal for slagtede og levende svin.
“Vi skal producere mere for mindre. Hele tiden. Det handler jo om, at forbrugerne efterspørger vores varer til en meget lav pris. Det er måske for meget at sige, at vi har gjort 100 procent for klimaet, men det skal også hænge sammen økonomisk.’’
Og selvom de måske ikke har gjort “100 procent” for klimaets skyld, så er han uenig i kritikken om, at landmændene ikke har gjort nok for at omstille sig.
“Det er det, som irriterer mig allermest. Det er utroligt egoistisk at mene, at vi bare skal lukke en fjerdedel eller halvdelen af landbrugsproduktionen. Man har en forpligtigelse til at udnytte, at vi har et landbrug, hvor vi har gode forudsætninger for at dyrke fødevarer mere klimavenligt end mange andre steder,’’ siger han.
Udover sin søn har Henrik Nielsen tre ansatte, som alle er under uddannelse. Foto: Jeppe Schropp.
Selv hvis mange landmænd rent faktisk gerne vil omstille sig, kan det være vanskeligt for den enkelte, forklarer Jan Holm Ingemann, som er lektor i landbrugsøkonomi på Aalborg Universitet.
“Landbruget har ædt sig selv op. Hver eneste gang, der er sket en investering i landbruget, har man låst sig fast på en produktionsteknologi for en periode, og når pengene er knappe, er det første, man gør, ikke at investere et millionbeløb i klimatiltag,” siger han.
Og tit er det de mindre landbrug, som bliver hægtet af i det, der er blevet døbt “landbrugets trædemølle,” hvor kun kapitalstærke landmænd kan overleve, og hvor mængden af for eksempel svin øges, mens prisen falder, forklarer lektoren.
Der er da nogle, som synes, at snakken om klima har taget overhånd, fortæller Henrik Nielsen, som også er formand for Østjysk Landboforening, men han mener alligevel, at der er en positiv indstilling over for de grønne tiltag, som kan være med til at skrue udledningerne ned.
“Flere har den holdning, at hvis vi bare fik lov, så kunne man gøre meget mere, for eksempel i forhold til at bidrage til energiproduktionen i biogasanlæg,” siger han.
Problemet er bare, mener han, at især de landmænd, som driver små eller mellemstore landbrug har for få muligheder for at gennemføre den omstilling, der skal til.
“Vi vil meget gerne gøre mere for at drive vores landbrug på en mere klimavenlig måde, men de store tiltag koster så mange penge,” siger han.
“Jeg har lagt enormt mange penge og tid i det, og i en eller anden forstand har hele min familie jo været inddraget i det. For det er ikke bare et 8-16-job. Vi ved ikke, om vi kan fortsætte på den her måde, så det bekymrer mig selvfølgelig, at vi måske kan blive tvunget til at lukke,” siger Henrik Nielsen.
Siden 2010 er antallet af selvejende landmænd faldet fra 12.300 til 7500, blandt andet fordi landmænd ikke har kunnet betale af på lån, og fordi de er blevet udkonkurreret af storbønder med større produktioner.
Især svinebesætningen er vokset markant. En tyve-dobling fra omkring 170 dyr i 1982 til 4256 dyr per bedrift i 2020, viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge en analyse fra Seges, der er en privat forskningsinstitution, var det danske landbrugs samlede gæld i 2020 på 235 milliarder kroner. Det svarer til, at hver landmand på et heltidsbrug skylder 26,8 millioner kroner.
En landmand i egen ret
Når landmænd som Per Lynge Laursen fra kødkvægsskuet i Herning og Henrik Nielsen fra Vintengård ved Horsens taler om, at landmændene er omstillingsparate, så handler det om identitet, forklarer Inger Anneberg, som er seniorrådgiver emerita på institut for husdyr- og veterinærvidenskab på Aarhus Universitet.
“Der er generelt en stærk følelse blandt landmænd af, at de skal drive udviklingen – og omstillinger i det hele taget – frem af sig selv. Der er mange landmænd, som siger, at hvis de selv kan bestemme forandringerne, så er de meget mere positive over for at omstille sig. Det frustrerer dem, at nogen skal komme udefra og bestemme over for dem. Blandt landmændene opfattes det som et politisk diktat,” siger hun, der som antropolog har undersøgt forandringsvillighed blandt landmænd.
Selvom familiegårdene i Danmark er blevet færre, i takt med at landbruget er blevet industrialiseret, og flere er flyttet fra gårdene til byerne, er der stadig rester af den selvforståelse, som herskede for over 100 år siden, forklarer hun.
“Der er stadig dele af den fortælling, som handler om, at de er i deres egen ret, tilbage, og at selvejet og den enkelte landmands frihed er det måske vigtigste for dem at holde fast. Hvis de ikke kan beholde den frihed, vil nogle hellere bare stoppe,” siger Inger Anneberg.
Men den selvforståelse er også i opløsning, fortæller Egon Noe, som toner frem på en Teams-forbindelse og beklager, at han er lidt forsinket. Det blæser jo i Vestjylland, så cykelturen til Syddansk Universitet i Esbjerg tog lidt længere tid, end han havde regnet med.
Han er professor, leder af Center for Landdistriktsforskning, og så er han vokset op på et landbrug tæt på Vesterhavet.
“Selvejerbonden har været en central værdibærer, og der har været stor respekt omkring dem, som har kunnet bygge et stort, moderne landbrug op. Problemet er bare, at det også er det, der gør det næsten umuligt at gennemføre den grønne omstilling nu,” siger han.
Hvis man skal forstå, hvad der er på spil for den danske landmand, når snakken falder på grøn omstilling og den CO2-afgift, som er på vej, er det nødvendigt at tegne konturerne af de værdier, de danske landmænd står på. Selvfølgelig spiller økonomi en helt central rolle – er der ikke penge i det, nytter det ikke meget at lægge sin produktion om, og så kan man lige så godt lukke – men der er også noget andet på spil for dem, forklarer Egon Noe.
“Det er en følelse af, at resten af samfundet er imod én. Mange af landmændene betragter sig selv som nogle, der arbejder hårdt og knokler for at få tingene til at hænge sammen, og som samtidig betaler høje renter og står i stor gæld. Og når der så er nogen, som fortæller dem, hvad de skal gøre – og at de måske ovenikøbet skal lukke – så bliver de vrede. Det er også blevet en del af deres identitet og selvforståelse, at de er i opposition,” siger han.
Landmænd står på liberale værdier, og her er en af de centrale logikker blandt landmændene, at forbrugeren bestemmer, forklarer Egon Noe. Derfor er det tit den måde, de forsvarer deres måder at handle på – og den måde, de i dag driver landbrug på.
“Det er også en af grundene til, de bliver vrede, når der bliver talt om en CO2-afgift. Forbrugerne efterspørger stadig svinekød, og priserne på det skal gerne være lave, så hvordan skal jeg så investere millioner kroner i at omstille min produktion og forvente at tjene penge? Det er den logik, som mange landmænd er styret af,” siger han.
Johs. Nørregaard Frandsen, som er professor emeritus og forsker i landbokultur, går skridtet videre.
“Det er en kulmination af især tre ting: Mange af landmændene er pressede økonomisk, og nogle står faktisk på randen til konkurs, miljøskandaler har givet befolkningen et negativt syn på dem, og nu kommer en CO2-afgift, som kan blive dødsstødet for nogle. Landmændene har en følelse af at være korsfæstet af nogle forhold, som mange af dem ikke kan gøre meget ved,” siger han.
Og det hænger sammen med en stolthed, som er forbundet med den vare, landmændene producerer, fremhæver både Egon Noe og Johs. Nørregaard Frandsen.
“Dansk landbrugs storhedstid blev skabt på grund af fremavlen af kvæg og svin. Det var med til at skabe et økonomisk opsving herhjemme, men det bragte også en stolthed til landbruget og landmændene. Og nogle landmænd føler, at det er en æra på næsten 150 år, der nu risikerer at ende,” siger Egon Noe og tilføjer:
“Identitetsmæssigt svarer det til at sige til franske vinbønder, at de skal stoppe med at producere vin.”
“Vi skal jo ikke gå fallit af det’’
På kødkvægsskuet i Herning Messecenter står Flemming Andersen i sin bordeauxfarvede kasket og vest og løse cowboybukser af mærket Wrangler. Blikket er rettet mod køerne, som er gået ind og ud af arenaen hele dagen.
Han har i alt 75 køer af racen Hereford på sin gård ved Vejen, for som han siger med et glimt i øjet: “Det er den, som er med i alle cowboyfilm – og det er jo ikke så dårligt”.
Flemming Andersen fik en andenplads med sin ti måneder gamle Hereford-tyrekalv, T-Rex. Herefordbonden er ikke jublende glad, “Men på et landsskue er det jo ikke forfærdeligt,” siger han.
Kvægbonden er “spændt” på CO2-afgiften, fortæller han. For ham er gården og Herefordkvægene blevet en del af hans identitet.
De var nemme og stille og rolige dyr. Senere blev fællesskabet omkring kvægene og dyrskuerne værdifuldt. Flemming Andersen er overbevist om, at landmændene er klar til at omstille sig, men han mener, at det er for samfundets bedste fortsat at få fødevarer, der produceret i Danmark.
“I bund og grund vil landmænd gerne producere det, folk vil købe, og de vil gerne gøre de ting, der skal til, men vi skal jo ikke gå fallit af det. Det er der ingen, som ønsker,’ siger han, som har fulgt diskussionen om den kommende CO2-afgift i medierne.
“Jeg undrer mig over, om det er de rigtige tal, der kommer frem i debatten. Men hvis der ikke længere er penge i det, så må jeg holde op. Og det vil betyde, at alt det, jeg har gået og drømt om, og det, jeg har brugt mange timer på at bygge op, måske vil forsvinde,’’ siger Flemming Andersen lavmælt.
Flemming Andersen mener, at diskussionen om den grønne omstilling af landbruget er mudret: “Det er svært at gennemskue, hvad der egentlig er fakta,” siger han. Foto: Jeppe Schropp.
På Vintengård gør Jakob Nielsen sig klar til den fælles frokost og spørger sin far, om ikke han spiser med. Den spiser de normalt sammen på gården. Familien er det allervigtigste for Henrik Nielsen, “og så kommer det med økonomien selvfølgelig også”, fortæller han. Han har oplevet, at blikket på landmænd har udviklet sig i den tid, han har været landmand.
Det samme fremhæver leder af Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, Egon Noe.
“Landmanden er i løbet af 30-40 år gået fra at være en vigtig samfundsborger til at blive set som en, der er med til at ødelægge vores natur og miljø og klima,’’ siger han.
Henrik Nielsen har dog ikke oplevet det meget i lokalsamfundet.
“I Facebook-tråde kan man blive haglet ned af kommentarer, nogle gange med noget, der er faktuelt forkert, men det er blevet et vilkår. Vores landbrug er noget særligt, som vi har bygget op over mange årtier. Og vi er dygtige til at lave fødevarer i Danmark, så det fornærmer mig, når nogen kommer og siger, at vi ikke har gjort nok,’’ siger han.
De skal tackle en af klimakrisens største udfordringer
Den nye generation af danske landmænd træder ind i en udskældt, gældsat branche, som står over for en omfattende grøn omstilling. Vi har besøgt en af dem, der driver landbrug, som man gjorde for 100 år siden
22-årige Viktor Kristensen Riise købte sin gård ved Blokhus i Nordjylland for to år siden, kort efter han blev færdiguddannet som økologisk landmand. I dag ejer han også en mindre gård længere nede ad vejen, som han udlejer. Foto: Jeppe Schropp.
Termometret siger to grader, og vinden river i kinderne. Men Viktor Kristensen Riise har bare næver, når han jager greben ned i jorden for at rykke glaskål op. På marken gror kål i seks-syv varianter på rækker.
Han stikker hånden ned i en bukselomme, hiver en kniv op, og med hurtige bevægelser snitter han kålen til. Hænderne er ru, og en af hans knoer bløder. Han kaster en lysegrøn stængel med rosenkål ned i trillebøren og peger på den.
“Sådan en giver kunderne 20 kroner for, så der skal meget til, før det kan løbe rundt,” siger han.
Der er meget arbejde i at dyrke økologiske grøntsager, fortæller den 22-årige landmand, som er klædt i sorte træsko, løse grønbrune bukser og en foret skovmandsskjorte.
På gården lidt uden for Blokhus i Nordjylland, som samlet set tæller 120 hektarer, dyrker Viktor Kristensen Riise grøntsager, på marken ved siden af rug, og få hundrede meter nede ad vejen græsser hans 38 køer af racen skotsk højlandskvæg. 12 af hektarerne ejer han, resten forpagter han.
Han er en atypisk landmand. Som følge af landbrugets industrialisering siden slutningen af 1950’erne har landmanden groft sagt specialiseret sig i ét produkt, enten er du svinebonde, kvægbonde eller planteavler. Men 22-årige Viktor Kristensen Riise forsøger at gøre lidt af det hele, i mindre skala, og så sælger han sine fødevarer i sin gårdbutik, til en lokal restaurant og et par købmænd.
Det danske landbrug skal udlede mindre, og meget tyder på, at avlen af husdyr skal mindskes, hvis landbruget pålægges en CO2-afgift. Nogle mener, at landbruget skal genstartes. At fremtidens landmand skal producere mindre, og at nye ejerformer skal til, hvis landbruget skal overleve. Og derfor skal flere, mener nogle, drive landbrug, som Viktor Kristensen Riise gør.
Bondegårde til 30 millioner kroner
Viktor Kristensen Riises forældre ejede en it-virksomhed, men han har altid været fascineret af at se ting gro, og omkring ham har der altid været mange landmænd, fortæller han. Så som 16-årig flyttede han på Kalø Økologisk Landbrugsskole på Djursland.
For to år siden blev han færdiguddannet landmand, og ulig de fleste unge landmænd lykkedes det ham at låne penge til at finansiere købet af gården, som ligger i det område, han voksede op.
Han var ikke tvivl om, hvorvidt han nu også skulle være økolog, fortæller han, for “hvorfor skulle man nogensinde sprede kunstgødning på noget, man skal putte i munden? Man bager vel heller ikke boller, og hælder en halv liter motorolie i,” siger han.
Viktor Kristensen Riise tager en slurk af en kop te, da han sidder ved spisebordet i stuehuset, som ligger i forlængelse af gårdbutikken.
“Landmænd har givet mig meget høvl gennem tiden for at drikke te og ikke kaffe,’’ siger han med et grin.
Han står for det hele på gården: fodring af køerne, renovering af huset, såning, høst, papirarbejde. Det sidste forsøger han at lave mindst muligt af. Men heldigvis er der et par hjælpende hænder. Hver lørdag og om sommeren, når turister fra sommerhusområdet lægger vejen forbi, står hans mor i gårdbutikken.
“Min kæreste er tilfældigvis også dyrlæge, så det er meget heldigt,’’ siger han og trækker sine hærdede hænder en smule ind i den røde skovmandsskjorte.
Livsstilen er en anden end på mange andre danske landbrug, hvor lønningslisten måske tæller tre eller fire medarbejdere og dyrebesætningen 600 søer eller 200 malkekøer.
“Jeg tror ikke, man kan brødføde hele landet, hvis man driver landbrug, som jeg gør, og jeg kan love dig for, at jeg ikke blevet rig af det endnu. Men der er noget værdifuldt ved det,” siger han.
“Jeg producerer ikke meget, men det går fint økonomisk. Og så er jeg stolt af mit håndværk og de få produkter, jeg leverer.”
De økologiske landbrug er med årene blevet flere, og i fællesskaber som Andelsgaarde opkøbes konventionelle gårde, som først omlægges for så at blive forvaltet og drevet af landmænd med henblik på at nedbringe CO2-aftrykket.
En af dem, som mener, at landbruget skal nytænkes på flere ledder og kanter, er Jan Holm Ingemann, som er lektor i landbrugsøkonomi på Aalborg Universitet.
“Landbruget er nødt til at blive omstruktureret. De fleste landmænd står i skyhøj gæld, de har låst sig fast på en produktionsmåde, som er enormt svær at omstille, og det er stort set umuligt for unge landmænd at købe deres eget brug,” siger han.
Grøntsagerne fra Viktor Kristensen Riises mark fordeles i forskellige kasser, afhængigt af hvilken købmand han skal levere dem til. Foto: Jeppe Schropp.
I dag kan enhver købe et landbrug, og det betyder blandt andet, at flere udenlandske investorer har opkøbt bedrifter, og samtidig har færre men kapitalstærke ejere sat sig på flere landbrug, som er blevet stadigt større. Tjekker man udbudspriserne på landbrugssiden.dk kan prisen på et landbrug løbe op i 20 til 30 millioner, og nogle steder kan det beløb ganges op med to eller tre alt afhængigt af typen.
Og som ung landmand er det svært at overbevise sin bank om, at de skal udlåne den slags pengebeløb, forklarer Jan Holm Ingemann.
De unge landmænd er i undertal. Ifølge tal fra Danmarks Statistik var 55 procent af alle danske landmænd over 55 år i 2020, mens gennemsnitsalderen var 53,6 år. I resten af arbejdsstyrken var gennemsnitsalderen 42,8 år. Albuerummet til de unge nye landmænd bliver altså bare mindre, og det er ifølge Jan Holm Ingemann et af landbrugets allerstørste problemer.
“Hvis vi vil drive landbrug på en anden og mindre intensiv måde for at skrue CO2-udledningerne ned, hvor vi sikrer os, at også nye, unge landmænd kan få foden indenfor, er vi nødt til at tænke i alternativer,” siger han.
Det kan for eksempel være ved at organisere sig i andelsforeninger eller ved at lade jordbrugsfonde opkøbe jord, som så udlejes til landmænd som for eksempel Viktor Kristensen Riise i Nordjylland.
Viktor Kristensen Riises måde at drive landbrug er han ikke ene om. I 2012 var der ifølge Danmarks Statistik 503 økologiske bedrifter, der havde gårdbutik i Danmark. I 2017 var der 835. Ifølge forsker i jordbrugssystemer og bæredygtighed på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, Martin Hvarregaard Thorsøe, vil flere af den type landbrug spire i fremtiden.
“Der har længe været en stor gruppe landmænd, som har haft bedrifter af nogenlunde ensartet størrelse og produceret nogenlunde det samme til et ensartet marked. Men der kommer i stigende grad nogle, der er mindre, mere diverse, og som fokuserer på forskellige nicher,’’ fortæller han.
Martin Hvarregaard Thorsøe tvivler dog på, at det er realistisk, at den type bedrift er vejen at gå for hele landbrugserhvervet, også selvom forbruget af kød og mejeriprodukter skulle falde.
“De store bedrifter kan udnytte sine ressourcer bedre. På grund af arbejdskraften kan man optimere produktionen. Du kan også optimere din produktion af gulerødder til salg i en gårdbutik, men der kan være for meget, der ikke kan sælges, og på den måde kan affaldsprodukter være svære at minimere i produktion af lille skala,’’ siger han.
Robotter i marken og grøntsager i etager
Nogle, heriblandt Landbrug & Fødevarer, køber ikke idéen om at reducere fødevareproduktionen i Danmark. Skærer man ned på eksporten af danske fødevarer, vil man ramme andelsselskaberne, der skal konkurrere med udenlandske priser, og det kan de ikke hamle op med, er argumentet.
“Og der er hurtigt grænser for, hvor meget man har lyst til at betale ekstra for fødevarer produceret i Danmark,’’ siger Esben Tranholm Nielsen, som er afdelingsleder i Landbrug & Fødevarer.
Men det tyder på, at det bliver sådan. Selv Venstre bakker op om at pålægge landbruget en CO2-afgift, hvilket ifølge de økonomiske vismænd vil betyde en reduktion af den animalske produktion.
Landbrugsorganisationen mener, at dansk landbrugs grønne omstilling skal drives frem ved hjælp af ny teknologi, og at fremtidens landmænd skal bære den udvikling frem, så landbruget fortsat kan eksportere store mængder fødevarer til udlandet.
Der er heller ikke nødvendigvis en modsætning mellem de små landbrug som Viktor Kristensen Riises og større bedrifter i en fremtid, hvor landbruget skal omstilles, og produktionen af animalske produkter mindskes. Ifølge Martin Hvarregaard Thorsøe fra Aarhus Universitet skal man spille på flere heste.
Han nævner blandt andet bioraffinering, som kan være med til at erstatte den sojafoder, der importeres i store mængder fra især Sydamerika. I 2020 blev det første bioraffineringsanlæg etableret i kommerciel skala.
Andre steder forsøger man sig blandt andet med selvkørende markrobotter. Det skal hjælpe med at klimaoptimere landbrugsproduktionen med eksempelvis maskiner, der sparer på brændstof og samtidig er skånsom for jorden. Og i en lagerhal i Taastrup masseproducerer man grøntsager i 14 etager, som skal kunne lagre mere CO2 og kaste 15 høster af sig om året.
Bonde eller papirnusser?
Knap 300 kilometer sydøst for gården i Blokhus sidder to elever foran hver deres computer på Dalum Landbrugsskole. På toppen af en stak studiebøger ligger en halvtom pose lakridser. Om et par måneder dimitterer 25-årige Oliver Kallesøe Pedersen og 23-årige Frederik Jelling Sørensen fra skolen.
Begge er vokset op på konventionelle landbrug med planteavl og har tænkt sig at drive det videre på samme måde. Men det er ikke det samme, som at klimatiltag og grøn omstilling ikke fylder i deres bevidsthed, fortæller de.
“Tit bliver især de konventionelle landmænd fremstillet som nogle, der slet ikke vil omstille sig, og det er frustrerende, for sådan er det jo ikke. Det er noget, vi skal forholde os til uanset hvad. Og vi vil lige så gerne skabe en bedre verden for vores børn, som andre vil,” siger Oliver Kallesøe Pedersen og tilføjer:
“Der er jo bare ikke nogen, som har et endegyldigt svar på, hvordan man skal omstille landbruget og være landmand, men det trækker ikke overskrifter.”
Dalum Landbrugsskole er en af fire landbrugsskoler i Region Syddanmark, som har fået i alt tre millioner kroner til at uddanne “fremtidens klimavenlige landmænd”. Målet er, at “ændre mindsettet” hos elever og lærere i forhold til bæredygtighed og den grønne omstilling, står der i en pressemeddelelse.
Og der kan godt være noget om, at holdningen skal ændres blandt nogle landmænd, mener de to elever.
“Da jeg fortalte min far om, hvordan vi kunne gøre mere for bæredygtigheden i vores landbrug, spurgte han mig: Er du sikker på, at du vil være landmand, eller vil du hellere sidde og lave papirarbejde?,” siger Frederik Jelling Sørensen med et skævt smil.
Oliver Kallesøe Pedersen (tv.) er vokset op på et landbrug i nærheden af Køge. Planen er, at Frederik Jelling Sørensen skal overtage sin fars landbrug på Stevns. Fotos: Jeppe Schropp.
Frederik Jelling Sørensen har armene over kors og løfter øjenbrynene.
“Vi bliver færre og færre landmænd, men vi kan trøste os med, at folk stadig skal have noget at spise. Og de fødevarer er der jo nogen, der skal producere,” siger han.
Et andet sted på skolen farer forstander Jens Munk Kruse rundt med hastige skridt. Han er klædt i mørkegrå blazer og lyseblå skjorte, på skjortekraven er en tyr – skolens logo. Der er åbent hus, så han skal ud og “spille på violinen”, som han siger.
Spørger man ham, handler det der med at “ændre mindset” om at gøre eleverne mere bevidste om bæredygtighed og klima gennem undervisning. Men også uden for klasselokalerne.
“Spørger vi, om vi skal have en vegetardag her på skolen, så falder det ikke altid i god jord. Hvis de kan se, at der er vegetarisk mad på menuen, så tager nogle ud og spiser frokost et andet sted.” siger han.
Spørgsmål om klima har fyldt i en håndfuld år på skolen i Odense, fortæller han. Og i den tid har forstanderen bidt mærke i en ting.
“Hvis jeg skal være helt ærlig, så er de mest konservative i forhold til klima og bæredygtighed de yngste. Man tror, det er omvendt, men sådan er det faktisk ikke,” siger han.
En ny tankegang
Selvom hverken eksperterne eller de unge landmænd kan give ét svar på, hvordan fremtidens landbrug og landmænd skal se ud, skal der ske en omstilling, hvis klimamålene skal nås. Og spørger man Ane Kirstine Aare, som har forsket i blandt andet forandringsvillighed blandt landmænd, handler det udover store pengebeløb og udvikling af teknologi også om en mentalitetsændring.
Et forskningsprojekt, som Ane Kirstine Aare var medforfatter på, viste, at nogle landmænd, som implementerede nye løsninger eller teknologier blev set skævt til af det omkringliggende samfund. Det samme fremhæver Inger Anneberg, som har forsket i blandt andet omstillingsvillighed i landbruget, og som nu er seniorrådgiver emerita på Aarhus Universitet.
“Man har måske en opfattelse af, at modstanden kun kommer udefra, men der kan også være en intern konflikt i landbruget. Logikken er, at hvis du lægger dit landbrug om til noget andet, så kritiserer du indirekte den måde, vi driver landbrug på,” siger Inger Anneberg.
Det er nemmere sagt end gjort, men der kan altså være behov for en kollektiv ændring i indstillingen til forandring, mener Inger Anneberg og Ane Kirstine Aare.
“Landmændene har været utroligt dygtige til at effektivisere og specialisere landbruget, men der er mange presserende udfordringer, og derfor skal der gøres op med den dominerende forståelse af, at opskalering og intensivering er det primære mål. Opbygning af det naturgrundlag, som de og resten af samfundet er så afhængige af, er en forudsætning for, at vi også har landbrugsproduktion på sigt,” siger hun, som nu er ansat som postdoc på Roskilde Universitet.
Ligesom Martin Hvarregaard Thorsøe fra Aarhus Universitet mener hun ikke, at landbruget som helhed skal skrue tiden tilbage til 1800-tallet. Noget af det, industrialiseringen af landbruget har medført, er mindre slidsomt arbejdet, fortæller Ane Kirstine Aare. Men alligevel er der værdier fra dengang, som kan være nyttige i den grønne omstilling.
“I fremtiden skal landmændene være mere alsidige, og der vil blive stillet større krav til dem. De skal i højere grad tænke på deres landbrug som en helhed, hvor der tages hensyn til klima, miljø og biodiversitet, og hvor alle tiltag ikke handler om, hvad der giver afkast nu og her. Men det kræver, at det landbrugssystem, vi har, tillader landmænd at tænke mere langsigtet,” siger hun.
Om sommeren sover Viktor Kristensen Riise seks-syv timer, og resten af døgnets timer arbejder han ude i marken. Ringer en kunde og fortæller, at der ikke er nogen porrer i gårdbutikken, smutter han i træskoene og høster nogle. Er traktorens motor brændt sammen, finder han værktøjskassen frem. Og det er et ret stort problem, hvis han bliver syg, for så er der ingen til at drive gården.
“Det handler også om, at man som forbruger skal forstå, hvad det rent faktisk kræver at producere fødevarer på den måde. Jeg siger ikke, at alle skal være vegetarer – jeg er også selv glad for en god bøf – men omstillingen handler jo også om, at vi ændrer den måde, vi forbruger fødevarer på,” siger han.
Den unge landmands telefon plinger fra bukselommen, mens han med lange skridt trasker ned ad den mudrede vej mod de langhårede kvæg, på vejen sparker han noget møg til side med sin fod. Han har det første år slagtet otte af køerne, omtrent to-tre tons kød blev det til.
Ved siden af marken, hvor køerne græsser, er et gråmeleret hus med have og legestativ. Huset købte han, da der var kommet gang i forretning, og nu lejer han det ud. Men mere behøver han ikke eje, i hvert fald ikke indtil videre.
“Mange landmænd vil jo gerne opskalere, og jeg forstår dem godt. Jeg tror, det er en indgroet del i os mennesker at ville se noget vokse, og så snart det går op, skal det helst ikke gå ned igen. Det kan da godt være, jeg vil købe en enkelt eller to marker mere, og måske vil jeg slagte ti i stedet for otte køer næste år, men størrelsen i sig selv er ikke vigtig for mig,’’ siger han og skynder sig at tilføje:
“Altså, så længe jeg kan betale mine regninger.”
Et af Viktor Kristensens vigtigste værktøjer er Facebook, som han bruger til at nå ud til kunder. Foto: Jeppe Schropp.